Når vægten ikke lyver
Jeg har lært at man ikke skal sige at man har tabt et kilo, for så er der jo en mulighed for at man finder det igen 
1 kilo lyder nok ikke så meget for nogen. For mig er det. Jeg er ikke sådan en slankefanatiker eller går op i kalorier og fedt procenter (jo, lidt gør man jo altid).
Jeg er blevet pumpet fuld af diverse piller de sidste 2-3 år, alle sammen med bivirkningen der hedder “fedme”. Vægten er bare steget og steget. Den landede på et tal jeg ikke brød mig om og der er den blevet.
Jeg behøver ikke være en sylfide, jeg vil bare gerne kunne genkende mig selv i spejlet.
Mit billede, som jeg bruger overalt, er nogle år gammelt nu. Det er sådan jeg ser mig selv. Jeg ser så glad ud på billedet (til bryllup i Polen – den fedeste oplevelse) og det var jeg også og det ER jeg da også stadigvæk.
Der er meget få billeder af mig med mine elskede børnebørn for jeg kan ikke genkende den kvinde på billederne, det gør mig utrolig ked af det og det gider jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan man lærer at acceptere sig selv på den måde? Det er jo bare sådan jeg ser ud. I forhold til andre mennesker ser jeg helt normal ud, overvægtig ja, men ikke en der skiller sig ud. I forhold til mig selv..
Nogle af de piller jeg får nu tager appettiten, så jeg spiser slet ikke så meget. Det voldsomste “ædeflip” har jeg om aftenen hvor jeg får 1½ clementin og ½ æble. Vildt ikke?
Nå men for pokker da, jeg har tabt et kilo – det er stort ikke
Her en af dagene sætter jeg mig ind foran Fotografens kamera og får taget et nyt billede, smilet er jo det samme